“Igennem forløbet har vi fået konkrete og brugbare teknikker til at håndtere vores forskelligartede konflikter. Vi har en meget bedre forståelse af vores mønster og vores forhistorie, som kan spøge i vores relation. Vi oplever at vi derfor forstår når vores kommunikation går galt og det derfor tager kortere tid at få løst konflikten. Før vores terapiarbejde kunne en diskussion nemt eskalere, hvor vi nu er bedre til at se dynamikken udefra og dermed undgå det.”

“Vi var kede af den manglende fysiske nærhed i forholdet, som havde stået på i årevis. Samtidig var vi efterhånden klar over at vi ikke selv kunne ændre det, derfor kom vi til enighed om at forsøge os med parterapi. Som terapeut virker Iakob både positiv, tillidsvækkende og indlevende på os. Han reagerer ærligt og spontant på vores historier og hjælper os med at se tingene i det rette lys.”

“Iakob har en vidunderlig og direkte måde at nærme sig mennesker på. Vi havde begge straks en fornemmelse af, at han var en god iagttagelsesperson for os som et par og som individer. Det fremgår tydeligt, at Iakob er en person med en ‘dyb’ karakter, som har oplevet ting, der gør ham i stand til præcist/intelligent at iagttage dynamikker. Han er i stand til hurtigt at fokusere på centrale dynamikker. Dette er en dybtgående egenskab hos ham, der fik os til at føle, at vi kunne stole på ham/hans iagttagelse.”

“Min mand var utro. Mit hoved og venner sagde skrid, men mit hjerte kunne ikke. I terapi gik årsagen op for mig og for os, at min mand led af forladthed og ensomhed siden barndom. Samme forladthed og ensomhed kender jeg fra min egen barndom.  I terapi træner vi at genfinde tillid og tryghed ved at dele vores skrøbeligste momenter uden at lade os forvirre af skyld og skam.”

“Jeg føler mig forkert, når ikke jeg kan levere eller sige præcis, hvad min kone behøver. Det er som om alle mine ord forsvinder. Men terapi lærte jeg at åbne mine arme og bede hende om ordløse kram 2-3 gange dagligt. Berøring og krop er igen blevet vores sprog / kærlighedssprog. Det føles trygt og teenage-agtigt.”

Terapien lærte os at vi dulmer vores gamle barndomssår uhensigtsmæssigt. Samt at ingen af vores forældre eller søskende nogensinde har stået op for os eller været interesserede i hvordan vi har det. Iakob lærte os at sanse og dvæle ved vores impulser og ikke reagere, men at trække vejret og med hinanden dele smerten vi oplever. Vi er blevet et team igen”

“Min mands selvoptagede mor ligger for døden. Mit hjerte føles opstrammet af forventninger, som jeg vil være fri for. Terapi skaber et frirum. Min mand græder og fortæller hvordan han længes sin mors omsorg og tilgivelse. Kognitivt ved han og jeg godt, at det formår moderen aldrig at give ham. Tabet, sorgen og tårerne berører også mig og terapeuten. Min mand viser sårbarhed og jeg mærker omsorg. Han lukker mig med ind i smerten og takker mig for at blive ved hans side. Mit hjerte løsnes og fyldes med varme og kærlighed. Jeg er hans bedste ven.”

“Vi var meget hurtige på aftrækkeren og til at lukke hinanden ned, selvom vi begge er super-sensitive og fornemmer alt og alle. Vores sammenbragte børn aktiverede min mands følelse af at være alene og uvelkommen. Jeg følte mig som en lus mellem to negle, når jeg skulle mægle mellem mine unger og min mands behov og vrede humør. Terapi lærte os (mest mig) at hoppe ud af dramtrekanten, at give slip og beherske mit behov for at fikse og redde. Nu kommunikerer vores unger direkte med vores partnere. Når vi inkludere ungene i vores betragtninger og overvejelser, føler de sig velkomne og respekterede (også selvom vi bestemmer). Det er som om at vores nye adfærd virker både på ungerne, men også på os selv.”

“Jeg ville skilles uden at gøre ham fortræd. Jeg var træt af være hans mor og elsker. Han udtrykte hurtigt og tydeligt sine behov, så jeg glemte mine egne. Han vil ha’ struktur og jeg frihed. Min hals strammede op og jeg græd let. Terapi viste, at i min barndom var kærlighed utilgængelig. Mor var enten fraværende eller fuld. Far skammede sig, men uden at sige eller gøre noget. Min mands barndom minder om min. Nu forstår jeg, hvordan min mand og jeg hver har vores reaktionsmønstre. Vi lærte at låne og inspirere af hinanden. Vi genfandt først taknemmelig, så rummelighed, Nu danser og elsker vi hinanden igen. Jeg helst spontant og i utide, mens han også holder fast på sine ugedage”

“Terapi lærte mig at mærke min egen krop, at stå op for mig selv, gå væk og tillade mig selv alene-tid. Vi lærte også at min kærestes panikanfald handler om, at hun blev forladt som baby. Nu, når jeg så kommer hjem, så ser jeg min yndige ægtefælle som en varmblodet lille pige, der bare overreagerer i ny og næ. Jeg kan igen åbne mine arme og berolige hende. Det gør mig varm at få lov til igen at være hendes trygge faste klippe og mærke hendes hengivenhed til mig og vores lille familie.”

Min kærestes mange forslag irriterer mig. Terapi lærte os, hvordan at min kærestes omsorg for mig lyder påduttende og irettesættende, ligesom min far, da jeg var lille. Det er mit shit og det arbejder vi (og jeg) med ved at give det (smerten) plads og agere langsomt i stedet for bare at reagere vredt. Min kærestes shit er, at hun er kontrol-freak. Som lille skulle hun nemlig dække over sin mors misbrug, og føler sig kvalt, når alt ikke er perfekt, harmonisk og i skønneste orden. Jakob lærte os at mærke og sige at nu sker der noget inden i mig. Så kan vi brainstorme og gøre noget andet end vi plejer. Det er vildt og det er sjovt, som om at kærligheden fik en ny dimension.

Terapi lærte os at min kærestes vrede kommer fra sin far og at min kommer fra min dominerende storesøster. Samt at jeg bliver lidt jaloux på, at min kæreste bare kan give slip, dyrke motion, være med venner og arbejde, selvom vi er i en uafklaret konflikt og jeg hverken kan tænke eller gøre andet end at have ondt af mig selv. Når jeg nu mærker mig selv som et “offer”, så fortæller jeg kort min kæreste hvordan det er, uden at gøre ham til min “redder” eller give ham skyld. Jeg har lært at distrahere mine negative følelser ved at skrive dem ned og så foretage mig noget fysisk aktivt. På den måde tager jeg ansvar og heler mit gamle sår/trauma.